Dagen den 13/7 startede meget tidligt med at telefonen ringede kl. halv 5 fra receptionen på hotellet med besked om at at vores bagage var kommet og lå i receptionen. Det kunne man ikke sådan bare sove videre på så det var bare om at komme ned efter bagagen. Til alt held var alle vores 5 kufferter kommet fuldstændigt intakte. Eneste udestående er paraplyklapvognen som stadig er efterlyst. Vi må nok bare se at købe en ny og se at komme videre. Om eftermiddagen samme dag kørte vi til Dorte og Jesper i Naples hvor vi fik noget godt at spise i deres dejlige ferielejlighed. |
Dagen den 14/7 tog Jesper og Martin på dybhavsfiskeri med en lille hurtiggående “kutter” i den Mexicanske Golf. Det blev til ca. 25 fisk heraf 9 gode Red Snapper’s der samme aften lå på middagsbordet i et særdeles velsmagende måltid. Der blev også fanget makrel der blev brugt som madding til de helt store fisk dog uden resultat.